default logo

Juniorturneringer-individuelle

Fredensborg Tennis ønsker at udvikle dygtige juniorspillere, som kan repræsentere klubben i holdkampe og ved individuelle turneringer.

Som turneringsspiller vil du dyrke din sport på et højere niveau og få mange gode oplevelser.
Fredensborg Tennis yder støtte til seriøs træning og mht. betaling af turneringer på hjemmebane. Samtidig stiller vi krav til spillerne.

Her på siden kan du læse mere om det at være turneringsspiller

Brugerprofil og Licens
For at spille individuelle turneringer skal man have en brugerprofil hos Dansk Tennisforbund. Det kræver ikke licens for at spille på hold eller at spille individuelle turneringer. Du komme bare ikke til at figurere på DTF's rangliste.  Licens betaler spilleren selv til DTF.

Du kan se mere om oprettelse af profil og licens her

https://tennis.dk/spiller/ranglister/tournament-software/

Hvert forår skal licenser fornyes. I den forbindelse og/eller i løbet af sæsonen vil trænerteamet tage en snak med spilleren og evaluere foregående års indsats m.v. samt målsætninger for kommende sæson.


Generelt om turneringer

Turneringerne er inddelt i forskellige kategorier, hvor kat 1 er stærkest og kat 3 for de nyeste spillere. Det er derfor en god ide at starte med at tilmelde sig kat. 3 turneringer !

For u 8 og 10 spillere er der ikke differentiering efter styrke – og disse turneringer spilles i øvrigt på en mindre bane med blødere bolde (hhv. rød og orange).

Om vinteren er der endvidere en række minitennisstævner og Play & Stay stævner, som spilles på mindre baner og med bløde bolde/skumbolde. Dette kræver ikke licens og tilmelding sker normalt direkte til arrangøren, som sender indbydelser fra gang til gang.

Praktik ved tilmelding til turneringer

Alle turneringen i DTF afholdes i dag via anvendelse af forbundet Tournament Software system. Det finder du her
http://dtf.tournamentsoftware.com/Home

Du finder al information om alle turneringer og holdkampe m.v. her. Et univers af viden. Det kan tage lidt tid at blive helt fortrolig med – men brug 20-30 minutter på at lære det at kende. Så er du helt kørende og klar til at holde dig ajour og orienteret.  

Skumtennis og visse andre turneringer afholdes af DGI i samarbejde med Tennis Øst. Her skal man tilmelde sig i DGI’s portal, som du finder her

https://www.dgi.dk/

Det er lidt forskellig, hvor på siden, tilmeldingslinkene er – men gå til ”tennis” og så bliver man normalt guidet videre.

Fredensborg tennis betaler for turneringer på hjemmebane – hvis du giver en hånd med.

Fredensborg Tennis vil gerne støtte, at nye får lyst til at spille kampe og deltage i turneringer. Det koster typisk mellem 2 – 300 kr. at spille turnering, hvor man er garanteret to kampe. Det betaler man selv. Mange turneringer udbyder doubler. Det er typisk væsentlig billigere end single, og vi opfordrer til, at I tilmelder jer dette.

Vi afholder også så mange relevante turneringer som muligt på hjemmebane, og her deltagere spillere fra Fredensborg Tennis gratis – og vi forventer god opførsel og hjælp, når/hvis vi beder om det fra både dig og dine forældre.

Krav til turneringsspillere

Som turneringsspiller modtager du meget træning og vi støtter med coaching etc. Samtidig stiller vi krav med hensyn til træningsindsats, opførsel og antal af turneringer.

Træningsindsats
For at blive turneringsspiller skal man yde sit bedste til træningen – hver gang ! Det skal selvfølgelig stadig være sjovt at træne hver gang – men turneringsspillere yder samtidig det optimale under træningen og er seriøse. Det er sjovt at gøre sit bedste !

Turneringsspillere træner i udgangspunktet minimum 3 gange om ugen.
Det siger sig selv, at hvis man undtagelsesvist ikke kan komme til træning, melder man afbud til træneren i god tid.

Krav til opførsel
Vi vil at alle skal opføre sig pænt på banerne. Som turneringsspiller er du imidlertid et forbillede for andre og det er derfor ekstra vigtigt at huske at vi respekterer hinanden derved

  • At vi taler pænt til hinanden
  • At vi opmuntrer hinanden
  • At vi dømmer fair i kampe og udviser fair play
  • At vi respekterer modstanderens kendelser
  • At vi til holdkampe bliver og venter til hele holdet har spillet færdig og i øvrigt støtter hinanden

    Gældende fra maj 2020